Læringssyn
I Lærkereden lægger vi vægt på tidlig indsats. Det vil sige, at børnene modtager kvalificeret stimulering og behandling i netop de år, hvor udvikling og modning i centralnervesystemet er størst i forhold til at udvikle de ressourcer, som barnet har.
Indsatsen skal være helhedsorienteret, kontinuerlig, målrettet og tværfaglig. Vi arbejder målrettet på at give det enkelte barn muligheder for at kommunikere, at udføre handlinger med et bevidst formål og at stimulere og igangsætte udvikling. Dette gør vi i håb om at forbedre det enkelte barns livskvalitet, og for at barnet kan opnå så stor selvstændighed som muligt.
For at give de bedste forudsætninger for barnets læring ser vi først og fremmest på det enkelte barn. Det er vigtigt, at barnet føler sig respekteret og oplever tryghed, da det giver de bedste betingelser for læring. I Lærkereden stiller vi nogle rammer op, under hvilke barnet bliver udfordret svarende til dets næste udviklingsniveau.
I Lærkereden lægger vi vægt på, at læring foregår gennem leg. Hverdagen skal være sjov, inspirerende og motiverende for børnene, og de voksne skal samtidig have fokus på det enkelte barns næste udviklingstrin. Vi mener, at børnene i Lærkereden lærer både ved at blive udfordret af de voksne, men også ved at lege med andre børn. Det er den voksne, som gennem struktur skal tilpasse dagligdagens aktiviteter, så de tilgodeser barnets behov og mål for videre udvikling.
For at skabe de optimale rammer for læringssituationer for det enkelte barn er det vigtigt, at de voksne omkring barnet deltager via opmuntring og guidning og ved at skabe trygge rammer.
Vi prioriterer, at voksne deltager i de igangsatte aktiviteter sammen med børnene, da de voksne også er rollemodeller for børnene. De erfaringer, som børnene får i samspil med de voksne, kan de via guidning benytte i lege med andre børn.
Vi er meget opmærksomme på, at børnene har behov for at blive set og hørt. Dette opnår vi blandt andet ved at gribe børnenes egne initiativer og interesser og at handle ud fra disse. Det er derfor vigtigt, at de voksne omkring barnet er empatiske og lytter til og forstår barnet og dets intensioner.
For at et barn kan udvikle sig, er det vigtigt, at barnet er deltager i de miljøer, det færdes i. Barnet skal have mulighed for at kunne træffe nogle gode valg og derved have indflydelse på det, der sker omkring det. Det er vigtigt, at barnet indgår i gruppesammenhænge på lige fod med andre børn, og at de bliver accepteret, som den person de er, både af børn og voksne.
Vi møder barnet, som et barn med et handicap - ikke et handicappet barn!