Tegn Til Tale
Hvad er Tegn til Tale?
Tegn til Tale (TTT) er et hjælpemiddel for personer, der har svært ved at tale. Det er en kommunikationsform, der bygger på kropssprog, mimik og naturlige og vedtagne tegn, som er lettere at anvende end talesproget.
I visse sprogkulturer bruges der et rigt kropssprog. I Danmark bruges kropssproget desværre alt for lidt. Herved handicappes de talehæmmede yderligere, ikke kun fordi vi anvender et begrænset kropssprog, men også ved, at vi derved bliver dårligere til at aflæse kroppens naturlige meddelelser. Alligevel har vi erfaring med kropssproget, bevidst eller ubevidst. Det er disse erfaringer, vi lægger til grund for arbejdet med TTT. TTT er et suplement og ikke et alternativ til talesproget. Vi må hele tiden have for øje, at hovedformålet er at blive bedre til at tale og ikke nødvendigvis lære mange tegn.
Hvorfor Tegn til Tale?
Når man har anvendt TTT, er man inde i et motorisk område, som i højere grad end alle andre motoriske aktiviteter stimulerer det sted i hjernen, som styrker taleorganerne. Ved at anvende TTT bliver kommunikationen synlig. Dette har stor betydning for kommunikationsforståelsen, idet synet sammenlignet med hørelsen er et styrkeområde. Mange børn med sproglige vanskeligheder, som ikke benytter sig af tegn, vil ofte have negative erfaringer med omgivelserne, idet de ikke bliver forstået.
Dette kan medføre, at de trækker sig fra det sociale fællesskab og derved ikke tilegner sig nye færdigheder, ny viden og sociale færdigheder. Når barnet i modsat fald oplever at blive forstået, vil det på længere sigt have positiv indvirkning på barnets generelle udvikling og personlighedsdannelse.
Hvordan Tegn til Tale?
I vores kommunikation med talehæmmede børn, er vi tilbøjelig til at bruge for mange ord og for lange sætninger. Med TTT har vi en mulighed for at rette op på disse fejl. Vi sætter kun tegn til de vigtigste ord i en sætning, og bliver derved tvunget til at gøre sætningen kortere. Endvidere nedsætter vi talehastigheden for at få ordentlig tid til at artikulere tegnene. Herved får barnet lettere ved at følge med i, hvad der bliver sagt. De kan både se og høre meddelelsen.