Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Information om skolen

Generel om skolen

Sigrid Undset Skolen er en specialskole for elever fra børnehaveklasse til og med 10. klasse.
For at blive elev på Sigrid Undset Skolen skal man have behov for støtte og særligt tilrettelagt undervisning i et omfang, som ikke kan gives i almenskolen eller dennes inklusionsklasser.

Eleverne er børn og unge med generelle indlæringsvanskeligheder.
Eleverne har altså det til fælles, at de har sværere ved at lære - og at huske det lærte-  end de fleste andre børn har.

Kalundborg Kommunes visitationsudvalg træffer afgørelse om eventuel skolegang her ud fra den indstilling, de får fra elevens dagtilbud. Dagtilbuddene kan være børnehave, specialbørnehave, inklusionsskole eller almenskole.
Inden en sådan indstilling til visitationsudvalget  har der været et tæt samarbejde mellem elevens forældre, den afgivende institution og kommunens PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning). Ofte har forældrene også været på besøg her. Et besøg der for mange forældres vedkommende betyder, at de ser andre børn med de samme vanskeligheder – eller vanskeligheder der ligner – dem deres eget barn har.

Man er altid velkommen til at ringe til skolen for yderligere information eller lave en aftale om besøg.

Skolens adresse er Frederik Andersensvej 1.

Adressen Lerchenfeldvej 32 hører også til skolen. De to adresser har ”fælles baghave”. Fr. Andersensvej 1 kaldes også Det gule Hus og Lercehnfeldvej 32 kaldes Det røde Hus.

I det røde Hus går de yngste elever, i Det gule Hus de ældste elever. Vi råder desuden over et par store og lyse pavilloner. Her har vi ergoterapi, taleundervisning og klasseværelser for et par af de ældre klasser.